Fortællekoncerter

En fortællekoncert er i familie med et koncertforedrag, men den rummer meget mere musik og mindre tale end koncertforedraget. Man kan kalde det en koncert med fyldige anekdoter, der kæder det hele sammen. Foredrag Om Rockens Mesterværker tilbyder to fortællekoncerter, hvor Thomas Ulrik Larsen optræder sammen med andre professionelle og fortællelystne musikere.

Shrink Freud
DanskRock-Museet
Pink Floyd i akustisk trio-udgave.

Det legendariske engelske superband har kopi-følgere i de fleste lande verden over. Men Thomas Ulrik Larsens trio, Shrink Freud, spiller i stedet fantasifulde og kreative akustiske versioner af både Pink Floyds store hits (som Wish You Were Here, Mother og Another Brick In The Wall Pt. 2) og numre, som man normalt kun hører, hvis man er på besøg hos et aldrende familiemedlem med en stor vinylsamling (Green Is The Colour og Fat Old Sun). Shrink Freud krydrer også koncerterne med numre fra Pink Floyd-medlemmernes soloplader, og det hele forbindes af underfundige anekdoter om et band, der til trods for et enormt pladesalg gennem mere end 50 år, stadig er en gåde for de fleste.
Thomas Ulrik Larsen og sanger Stine Liebmann har begge spillet i danske The Pink Floyd Project på de største spillesteder i Danmark. I Shrink Freud tager de sammen med pianist Anders Haahr musikken ud i nogle kroge, hvor kopiband aldrig færdes.
Hør og se et intimkoncert-sammendrag med Shrink Freud her:

Gasolin’ og Shu-bi-dua: 1970’ernes rivaler og superstars.

Alle, der voksede op i (eller blot har hørt om) 70’ernes danske musiktrends ved, at den store kappestrid stod mellem to næsten lige populære bands, Gasolin’ og Shu-bi-dua. Det ene band med rødder i det rustikke Christianshavn, og det andet band fra trygge rammer i den grønne Gentofte Kommune. I en tid før digital underskrift og NemID afkodede man sine mulige venner med spørgsmålet: ”Er du til Gas eller Shub?”
DanskRock-Museet går tæt på to legendariske bands gennem musik og sjove anekdoter fra en tid, hvor danskrocken havde vokseværk. Var Gasolin’ og Shu-bi-dua i virkeligheden så forskellige, som mange mente?
Igennem temaer som miljøskildringer, sommer, fest og kærlighed viser DanskRock-Museet, hvordan Gasolin’ og Shu-bi-dua skildrede de samme emner i deres sange. På hver deres måde men alligevel med et fælles skarpt blik for mennesker, samtid og barokke situationer – og med hver deres særlige sprog, som med årene blev en del af modersmålet.
I DanskRock-Museet finder man Thomas Ulrik Larsen på sang og guitar. Han suppleres af Martin Aaes Pedersen (sang og guitar), Rasmus Dalby Sloth Aaes (bas) og Peter Altmann (trommer og sang).
Hør og se en kort trailer fra DanskRock-Museet her: