Foredrag om Rockens Mesterværker

I dybden med klassisk rockmusik på den underholdende måde

Thomas Ulrik Larsen har siden 2012 holdt over 350 foredrag og foredragskoncerter over hele Danmark. Her på siden kan du læse mere om både de aktuelle og de tidløse emner, Thomas tager rundt med.

Anledninger

Der behøver egentlig ikke være nogen anledning til at bruge en aften på fordybelse og musikglæde, men det er der for det meste alligevel.

Jubilæum og fødselsdag

Albummet, der ændrede en generations verdensbillede, og som stadig vinder nye lyttere, har udgivelsesjubilæum. Eller bandet, vi elsker, runder et skarpt hjørne for deres opståen. Eller hvorfor ikke bruge et foredrag til at fejre fødselsdag for en kunstner eller musiker som tak for alt det han eller hun har givet os?

Turné eller koncert på vej

En af legenderne er ”on the road” og rammer også Danmark. Vi varmer op til begivenheden med foredrag.

Tema på gymnasiet

Hele årgangen skriver opgave om et rockemne, måske med både musik-, dansk- og engelskfaglige vinkler m.m. En ekstern foredragsholder kan være med til at sætte scenen og kridte banen op for det videre arbejde.

Tiden er bare til det

I har tema om en tidsepoke, en musikalsk genre eller et fænomen, hvor et rockforedrag passer godt ind.

Om Thomas Ulrik Larsen

Thomas Ulrik Larsen, født 1971, er en af Danmarks mest erfarne og efterspurgte musikformidlere. Han var i mange år musikskribent for bl.a. Gaffa, Musikeren, Ud & Se, Politiken og svensk MM. Derudover er Thomas musikskolelærer, guitarist og sangskriver med fire album-udgivelser på cv’et under sit alias, Lysår. Han er bosat i Nordsjælland med sin familie…

Anbefalinger

Fra Herlev til Odense

Jeg hørte om musikformidleren og foredragsholderen Thomas Ulrik Larsen gennem en kollega, som havde haft ham til at holde foredrag om Pink Floyds “Dark Side of the Moon” på Hvidovre Bibliotek. Siden har jeg booket Thomas mange gange i både Herlev og Odense Musikbibliotek. Hver eneste gang trækker hans foredrag fuldt hus. Thomas har en helt unik evne til at formidle musikken på en yderst inspirerende, indsigtsfuld og velbalanceret facon. Selvom jeg har haft 130 gæster i salen har stemningen været intens og stille med publikum opslugt i Thomas’ veltalende stil og stemmeføring. Jeg glæder mig altid til de næste shows med Thomas, der for Odense Musikbiblioteks vedkommende bliver så bredt favnende som folkeligt foredrag om Shu-bi-dua til den psykedeliske æra hos Pink Floyd. Dette siger bare lidt om bredden i Thomas’ foredrag.

Niels Mark

Teamleder, Odense Musikbibliotek

Led Zeppelin

I januar 2019 havde vi atter besøg af musikforedragsholder Thomas Ulrik Larsen, så han kunne dele ud af sin store viden om væsentlige kunstnere og bands inden for rock- og popgenren. Denne gang med et jubilæumsforedrag om det klassiske rockband Led Zeppelin – og her blev han, sædvanen tro, mødt af en fuld sal af glade publikummer. Thomas’ foredrag kan virkelig anbefales på det varmeste. Han har styr på stoffet samt præsentationen og formidlingen af dette. Han er faktuel, velformuleret og nærværende, og det bliver aldrig kedeligt at lytte til hans interessante og bredspektrede foredrag om rockens mesterværker og koryfæer. Hvis man har til mål at huse ordentlige musikforedrag på biblioteket, så er Thomas ikke til at komme uden om!

Claus Rosenblad

Musikbibliotekar, Hvidovre Hovedbibliotek

Bob Dylan

Thomas Ulrik Larsen gjorde det umulige: Fandt en sikker og brugbar vej ind i Dylans univers på to timer. Han tog ganske smart udgangspunkt i de perioder og udgivelser, hvor Dylan havde forstyrret sit eget image og publikums opfattelse af ham enten som folkesanger, akustisk protestsanger, areligiøs eller udrangeret tresserrocker. Og i en fint tilrettelagt mellem foredrag, videoklip og koncert tog han modigt fat i flere af katalogets store numre og gav dem i sine egne stensikre versioner.

Per Reinholt Nielsen

Tårnby Bibliotek

Shu-bi-dua koncertforedrag

Fredensborg Bibliotekerne havde fornøjelsen af Thomas’ koncertforedrag ”Shu-bi-dua: Pjat, poesi og postmodernisme 1973-83”. Det var en på alle måder sjov, musikalsk og lærerig aften, hvor Thomas med sin humor, musikalske viden og naturlige fortælletalent fik vendt og drejet Danmarks formentlig mindst anerkendte rockband. Fra de tekniske fortællegreb i deres tekster til de finurlige historier bag mange af deres sange, krydret med masser af god musik og fællessang kyndigt ledet af Thomas og hans guitar. Alt i alt en underholdende aften, hvor publikum gik derfra med et smil (og et par gode melodier) på læberne.

Rune Nyholm Nøhr Christiansen

Litteraturformidler/bibliotekar

Gasolin’ koncertforedrag

Det var en dejlig oplevelse at have besøg af Thomas Ulrik Larsen på Skagens Bibliotek. I løbet af de par timer, arrangementet om Gasolin varede, blev vi både klogere og gladere. Kombinationen af foredrag og koncert med lov til at synge med er helt perfekt! Vi glæder os allerede til næste gang, Thomas Ulrik Larsen ”kommer forbi” Skagen.

Pernille Lisborg

Bibliotekar

The Eagles

Thomas Ulrik Larsen tryllebandt publikum på Greve Bibliotek med sit foredrag om The Eagles. Thomas er en blændende god formidler, og han forstår som få at holde et musikalsk foredrag, hvor lyd, billeder samt de rette ord går op i en højere enhed, så man bare får lyst til at høre mere.

Pia Christensen

Bibliotekar

Jimi Hendrix

Vi havde på Biblioteket Kulturværftet den store fornøjelse at have besøg af Thomas Ulrik Larsen og hans oplysende og humoristiske foredrag om Jimi Hendrix. Det, der adskiller Thomas’ foredrag fra mange andre, er, at man får en del musikvidenskabelig historie og spilleteknik præsenteret på en måde, hvor alle kan være med. Det er alt i alt et rigtigt godt foredrag med flotte billeder og en medrivende fortæller. Jeg kan varmt anbefale dette til alle folkebiblioteker og andre institutioner med musikformidling for øje og øre.

Daniel S. Bøtcher

Musikbibliotekar på Biblioteket Kulturværftet, Helsingør

Om Tema Tirsdage på Dexter i Odense

Thomas Ulrik Larsen har gennem tre år beriget publikum på Dexter i Odense med sine musikalske foredrag ved vores Tema Tirsdage. Vi har hørt om The Eagles, Gasolin’, Pink Floyd, Peter Gabriel og Led Zeppelin med de fleste arrangementer udsolgt. Vi har mærket, at det har været Thomas lige så meget som de musikalske temaer, der har trukket folk af huse.

John Hr. Hansen

Booker, Dexter

Pink Floyd’s ”The Wall”

På Herning Bibliotekerne har vi haft besøg af Thomas Ulrik Larsen, der tog os med på en fantastisk rejse. Ikke kun i Pink Floyd-universet, men også i den tid, bandet har eksisteret. Thomas kan om nogen sætte et rockband ind i sin samtid og trække linjer frem og tilbage i historien. En oplagt og dygtig foredragsholder, der med humor, viden og intellekt – og selvfølgelig et flot show, der bestod af musik, filmklip og billeder – præsenterede Pink Floyds The Wall, Herligt at opleve en gennemgang, hvor mesterværket ikke blev pillet fuldstændig fra hinanden, men kærligt og med respekt for bandet, blev sat ind i en sammenhæng. The Wall har været lydtapetet til store dele af mit liv, siden værket udkom i 1979. Og hold da op, hvor blev værket – som jeg stadig sværger til at høre på vinyl – meget større på en aften.

Dorte Grout

Herning Bibliotekerne

Pink Floyd’s ”Dark Side of the Moon”

Forventningen var stor i Biografen Stege, da Thomas Ulrik Larsen gæstede med sit jubilæums-foredrag om Pink Floyds legendariske album Dark Side of the Moon. For alle os dedikerede elskere af Pink Floyd, for hvem Dark Side of the Moon fra 1973 står som et banebrydende musikalsk fyrtårn, er det nemt at antage, at der intet nyt er for os under Pink Floyds sol.

Hvor skønt at tage fejl. Det en oplevelse at blive taget ved hånden af Thomas og ført på en rejse, der afdækker dybere lag og skjulte kroge i gruppens storslåede univers. Uden antydning af small-talk eller ligegyldig gossip leverer han – uden manuskript – to timers flydende, tæt informationsmættet analyse af deres musik og tekster og placerer det hele i en meningsfuld sammenhæng med deres livssituation, naturligvis fulgt til dørs med det som det hele drejer sig om: musikken.

Frans Jacoby

Musiker og daglig leder af Biografen Stege

Priser og Teknik

Pris

4900,- kr.
(Sjælland, Lolland og Falster)

5900,- kr.
(Bornholm, Sverige, Fyn og Jylland)

Arrangøren dækker også udgift til overnatning, hvis tidspunktet og geografien kræver det.

Tidsrammen er typisk to timer + pause.

Teknik
Tekniske behov ved foredrags-shows:
  • Skærm og projektor til fremvisning af Powerpoint-show og video (VGA eller HDMI).
  • PA/sanganlæg tilpasset lokalet med tilslutningsmulighed til mikrofon (XLR-stik) og laptop (PC Windows).
  • Lyden skal kunne styres af Thomas undervejs.
Tekniske behov ved koncertforedrag:
  • Skærm og projektor til fremvisning af Powerpoint-show og video (VGA eller HDMI).
  • PA/sanganlæg tilpasset lokalet med tilslutningsmulighed til sangmikrofon, headset-mikrofon, elektro-akustisk guitar og laptop (PC Windows).