- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Sebastian – musicalens mester og fornyer.
februar 21 @ 19:00 - 21:00
kr.30Koncertforedrag om sangskriveren Sebastians ”anden karriere”
Sebastian – født Knud Grabow Christensen i 1949 – indtog 1980’erne som en usædvanlig superstar. Efter at han i 70’erne havde rendyrket et image som danskrockens introverte samtidskritiker – som regel med et pladesalg, der ikke matchede musikkens ambitioner – kom Sebastian på alles læber med LP-landeplager som ”Nattergalen”, ”Stjerne til støv”, ”80’ernes Boheme” og ”Tusind og én nat”. Her viste Sebastian, at bred succes og platinplader sagtens kunne forenes med sangskrivning på tårnhøjt niveau.
Succesbølgen både toppede og ændrede retning, da Sebastian i 1986 udsendte sangene fra Folketeatrets opsætning af ”Skatteøen”. Pladen blev endnu en platin-sællert, og selvom Sebastian i de kommende år udsendte enkelte album med sit faste band, blev ”Skatteøen” starten på et årelangt arbejde med at nytænke gammelkendte historier i musicalform.
Da Sebastian tog orlov fra jobbet som danskrockens kloge nestor, åbnede mange nye døre sig. Men samtidig blev det klart, at fordommene, hierarkierne og brydekampene ikke kun hørte popbranchen til.
Thomas Ulrik Larsen, en af Danmarks mest benyttede musikformidlere, fortæller om Sebastians musical-, film- og tv-musik og spiller og synger selv en række af de bedste Sebastian-sange, som blev lanceret udenfor rockscenen.